torsdag den 9. juli 2009

Ude med fanen 5. juli

Gennem mange år har Bülow Gruppe været med til mindeaftenen ved Ryeshøj 5. juli.
Men det er midt i sommerferien, så der kommer normalt ikke så mange børn. I år var Bo en af gruppens fanevagter.

Spejderne kommer med faner ligesom hjemmeværnet og soldaterforeninger, og der er sang og musik, i år var det Fredericia Jernbaneorkester, som spillede.

Oberst Høngsmark fortalte om Olaf Rye og udfaldet fra Fredericia i 1849, som det også er tradition, og programmet sluttede med kaffe, saftevand og kage i Nordbo, hvor Ryeshøjs Grundejerforening inviterede.

Sankthansaften

Det er en tradition, at spejdere, ledere og forældre fra Bülow Gruppe er med, når sankthansaften fejres ved beboerhuset Nordbo. I år havde vi besluttet at invitere til fælles grillmad, inden sankthansbålet skulle tændes, og vi var 70-80 børn og voksne på en varm sommeraften.
Gennem mange år er det os, der har lavet heksen til bålet og tændt bålet med fakler. I år havde vi besluttet at forsøge os med et lille fakkeltog, inden sankthansbålet skulle tændes.
Det var en succes, for det er hyggeligt at gå med fakler, selv om solen skinner så meget, at det kan være svært at se ilden i faklerne.
Og så blev det tid til at tænde bålet.
Det var et rigtigt larmende sankthansbål med masser af bambus, der sprang i ilden med små brag som fyrværkeri, og med måske 500 børn og voksne, som kiggede på og sang midsommervisen.