søndag den 24. juni 2007

Så blev det sankthans!

Som altid har Bülow Gruppe været aktiv ved Nordbodagene, der er sommerfesten omkring sankthans i den nordlige udkant af Fredericia. Og i år havde vi besluttet, at overskuddet fra aktiviteterne skulle gå til det skoleprojekt i Angola, der er sat i gang i forbindelse med verdensspejderbevægelsens 100 års jubilæum. Det blev en stor succes med mere end 1600 kroner i fortjeneste til det gode formål.
De fleste penge kom ind, fordi Nielse indvilgede i at være "skudoffer" for våde svampe hele eftermiddagen og aftenen. Der var kø for at få lov at kaste tre gange for ti kroner,
og interessen blev stimuleret af, at Nielse forsøgte at provokere med tilråb som "computerarme" og "colaben".
Vi havde også gang i snobrødsbagning. popcorn og ansigtsmaling. Men vejret var så usikkert, at vi valgte ikke at gå i gang med at lave bolsjer. Og tilbuddet om friskbagte pandekager var der kun få, der benyttede sig af.
Se mere om skoleprojektet i Angola på http://www.spejderne.dk/Hvornaar/Fredsgaven.aspx

søndag den 17. juni 2007

Fugleæg og pandekager

I tirsdags skulle ulveflokken bage pandekager med natur i - brændenælder og hyldeblomster. Men nogle af drengene syntes, det var sjovere at undersøge en fuglerede, de havde fundet under taget i gruppens skur. Hvad gør man så som leder? Stikker dem et digitalkamera og beder om et billede af, hvad der er i reden!
Med kun 20 cm afstand mellem æg og tag er billedet faktisk blevet ret godt...


Det blev pandekagerne også. Nogle blev bagt med lyst mel og hyldeblomster klippet i, og til andre blev der brugt grovere mel og brændenældeblade, der forinden var skoldet og klippet i stykker. UHM!




Opskriften, vi brugte:
1 kop mel
2 æg
Ca. 1 kop mælk
Lidt salt
Olie til bagning (der skal meget på panden)
Klaser af hyldeblomster
Topskud fra brændenælder
Rør dejen sammen og klip skyllede hyldeblomster ned i den, eller hæld kogende vand på brændenælderne og klip derefter små stykker af dem ned i dejen.
Sæt små klatter dej på en varm stegepande med olie og bag dem, til de er lysebrune.
Hyldeblomstpandekagerne smager ekstra godt, hvis de drysses med lidt flormelis.